Hvorfor lave en blog? 5 fordele ved at have en blog når du vil sælge onlinekurser

blogging

Flere af mine klienter har spurgt mig: Hvorfor lave en blog, Lene? Er det ikke bare spild af tid, og er der overhovedet nogen, der gider at læse hvad jeg skriver?

I denne blogpost giver jeg dig 5 gode grunde til at lave en blog, når du vil sælge onlinekurser i fremtiden. (Jeg håber, du værdsætter ironien :-))

Jeg ser på ingen måde blogging som spild af tid, og hvis du ikke har tusindvis af kroner til at smide efter Facebookannoncer, kan blogging være en god investering af din tid.

Lad os se på, hvorfor blogging er godt for din forretning.

1. En blog giver mulighed for gratis trafik til din hjemmeside

Den første og mest åbenlyse grund til at det kan være en god idé at starte en blog, når du vil i gang med at lave onlinekurser, er at en blog kan hjælpe dig med at få gratis / organisk trafik ind på din hjemmeside fra f.eks. Google.

Hvad kan du bruge trafikken til?

Trafik til din hjemmeside hjælper dig med flere ting:

  • Jo flere, som ser dit indhold, jo større chance er der for at folk kender din virksomhed eller dit brand. 
  • Jo mere trafik din blog får, jo højere ranker du på Google
  • Mere trafik giver større mulighed for at sælge dit produkt
  • Mere trafik giver større mulighed for at konvertere besøgende til modtagere af dit nyhedsbrev

2. En blog kan hjælpe dig med at indsamle e-mail-adresser til dit nyhedsbrev

Hvordan kan bloggen hjælpe dig med at indsamle e-mailadresser til dit nyhedsbrev? Svaret er ret simpelt. Under hver blogpost laver du en knap / et billede / en boks, som giver læseren mulighed for at skrive sig op til dit nyhedsbrev.

Når du først har læserens opmærksomhed (på grund af det gratis indhold), er det lettere at få dem til at gå det næste skridt - nemlig at skrive sig op til dit nyhedsbrev.

Du kan læse mere om, hvorfor nyhedsbreve er så vigtige i denne artikel:
3 hemmeligheder ingen fortæller dig om e-mails

Jeg anbefaler, at du laver din freebie / læsermagnet meget specifik i forhold til det, du blogger om. Det vil sige, at den ting, du giver i bytte for læserens e-mailadresse skal være relevant i forhold til det du skriver om på bloggen. Og indholdet på bloggen skal igen være relevant i forhold til det kursus, som du planlægger at sælge.

På den måde kan du tiltrække den type mennesker, som gerne vil købe dit kursus i sidste ende.

3. En blog kan hjælpe dig med at få ideer til indhold på sociale medier

Har du nogensinde følt dig helt lost i forhold til, hvad du dog skal dele på de sociale medier?

Det har jeg.

Og jeg har fundet en kur.

Den hedder blogging.

Når du først har fundet på en blogpost, har du nemlig noget konkret, som du kan dele med dine læsere. Det er ikke bare en citat grebet ud af den blå luft, det er faktisk noget indhold af værdi, som kan hjælpe andre.

Jeg anbefaler, at du deler din blogpost på de sociale medier, hvor du færdes i forvejen. For mit vedkommende er det Facebook, Instagram og Pinterest.

De sociale medier kan hjælpe dig med at fiske endnu mere gratis trafik, som igen kan konverteres til enten nyhedsbrevsmodtagere eller betalende kunder i din forretning.

4. En blog kan etablere dig som ekspert på dit område

Har du bemærket, at når du læser en artikel, som er velskrevet, eller du ser en video på YouTube, som lærer dig noget, du ikke vidste i forvejen, så kommer du umiddelbart til at tænke, at afsenderen må være dygtig til det han eller hun laver?

Når du skriver meget om et bestemt emne, så vil andre begynde at opfatte dig som en ekspert på området. Jo flere du rammer med dit budskab, jo større er denne faktor. 

Du kan derfor sætte dig for at ville være Danmarks førende ekspert inden for et område, hvor du alligevel planlægger at lave et onlinekursus. Kan du se, hvordan det kan skabe en synergieffekt i forhold til dit kommende kursus? 

Det håber jeg :-)

5. At skrive en blog giver øvelse i at strukturere indhold

Når du vil i gang med at lave onlinekurser, medlemsklubber eller forløb for dine kunder, så er det jo vigtigt, at din måde at undervise på giver mening for deltagerne. Hvis du er vant til at strukturere en blogpost, vil det falde dig naturligt at skabe samme type struktur, når du f.eks. skal undervise på et onlinekursus.

Blogging forbereder dig med andre ord til at ordne og strukturere dit kursus, så det skaber størst værdi for dine kursister.

Hvilket format skal jeg vælge til min blog?

Hvilket format du vælger er ikke så vigtigt, det vigtigste er vedholdenheden. Det betyder, at din blog sagtens kan være en videoblog (en såkaldt vlog) på YouTube eller Facebook, det kan være en lydblog (en podcast) eller det kan være en skreven blog (som denne). Det vigtige er, at du kommer i gang med at producere indhold, som kan være til hjælp for dine kommende kursister.

Har du spørgsmål til at starte din egen blog?

Så skriv en kommentar i kommentarfeltet - jeg vil meget gerne hjælpe dig. Du må også gerne skrive en kommentar, hvis du har gode tips til at komme i gang med blogging eller, hvis du bare vil hilse på. Jeg svarer tilbage, så snart jeg ser din kommentar.

Kunne du bruge mine tips? Del artiklen!

Jeg vil blive superglad, hvis du vil trykke på deleknapperne herunder og hjælpe min blog med at komme ud til endnu flere.

De bedste hilsener

Lene Dybdahl.

Skal du i gang med at lave kurser på nettet, så anbefaler jeg platformen Kajabi.

Du kan tilmelde dig via mit reklamelink ved at trykke på knappen herunder.
Som tak får du mit onlinekursus om at bruge Kajabi.

Få 30 dages gratis prøveperiode hos Kajabi her >>